
Bogorme til alle børn
Læs mere

I Home-Start Odense har vi en gruppe af frivillige, der brænder for kreativitet, fællesskab - og selvfølgelig for Home-Start.
Fra vores kreative værksted og kontor på Vesterbro 17, 5000 Odense C sælger vi hjemmestrik og andre produkter, som de frivillige producerer, samt genbrugstøj vi får doneret af Børneloppen. Heriblandt også frasorteret hullet og plettet børnetøj, som i hænderne på vores dygtige frivillige får nyt liv via upcycling med fx fine lapper og broderi. Alt salg går direkte til, at vi i Home-Start Odense kan støtte endnu flere småbørnsfamilier.
Vores gruppe af kreative frivillige mødes fredag i tidsrummet 10-14, hvor det kreative værksted på Vesterbro bliver brugt til hyggelige snakke over hæklegrej og symaskiner, imens de frivillige samtidig er gode ambassadører for foreningen; de fortæller kunder og besøgende, hvem vi er, hvem vi støtter og hvordan vi arbejder.
Hver anden måned holder vi personalemøde med de frivillige, hvor vi kan vende gode idéer og tiltag. De frivillige får også tilbud om at deltage i diverse arrangementer sammen med foreningens øvrige frivillige, og er dermed også en del af det større fællesskab.
I det kreative fællesskab er der plads til alle, og man behøver ikke være superbruger af symaskinen. De frivillige er gode til at hjælpe hinanden og komme med nye idéer og input. Så har du lyst til at være en del af et uforpligtende kreativt fællesskab og har en ledig stund om fredagen, er du velkommen til at kontakte os. Ved at være en del af Home-Start er du med til at gøre en forskel for småbørnsfamilier i Odense, som vi kan tilbyde støtte, omsorg og netværk.